London - søndag den 20. marts 2005


London Eye, Sightseeing tur og Madame Tussaud

Tilbage

Jeg vågnede tidligt - ved 6-tiden.

Vejrudsigten meldte om flot vejr - og endnu engang blev vi bekræftet i, at meterologer får penge for at lyve! Det var nemlig gråt og diset. Ærgerligt, for vi havde nemlig på baggrund af vejrudsigterne bestilt en tur med London Eye - Londons store pariserhjul...

Efter morgenmaden var det planen, at vi skulle besøge Speakers Corner - men det valgte vi at droppe og i stedet jagte en turistbus. Vores billetter gav os lov til at benytte disse turistbusser i 24 timer efter første påstigning.

Vi havde sat os godt til rette i den første bus. Havde kørt i ca. 10 minutter, da vi nåede Marble Arch. Her blev vi bedt om at stige af bussen og fortsætte med en bus, der holdt foran.

Nu skal det siges, at som turist i London vil man gerne sidde på øverste sal i dobbeltdækkerne. Man vil også gerne sidde langt fremme i bussen - helst på de forreste sæder, hvor der er den bedste udsigt. Vi havde fundet os en god plads på øverste række og var ikke tilfredse med at skulle forlade den.

Men vi steg af og gik hen til den anden bus. Her blev vi bedt om at returnere til den bus, som vi kom fra. Lettere frustrerede og irriterede gik vi tilbage til den første bus. Op på første sal - for at komme til at sidde på de samme pladser, som vi netop havde forladt!

Videre gik det af turistbussens blå rute til Bond Street, Regent Street, Trafalger Square, London Eye og videre til Liverpool Street Station. Vejret var noget koldere i forhold til gårsdagens lune forsommer-vejr. Vi måtte have frakkerne i brug igen, for at holde varmen i den åbne bus.

Jeg manglede desperat et toilet, så vi var nødt til at stige af bussen, selv om vi dermed var i fare for at nå tilbage til London Eye til den tid, hvor vi havde booket billetter.

Jeg må siges at være "værdig trængende", for jeg havde så ondt af at holde mig, at jeg næsten ikke kunne gå. Efter lang dags rejse mod nat fandt vi endelig en cafe - og toilettet var selvføgelig optaget!

Vi fortsatte turen med en anden turistbus og nåede Westminster Bridge kl. 11:25. Vi havde så 5 minutter til at krydse broen og nå hen til London Eye, for vi skulle være der senest 30 minutter før den bestilte afgang - kl. 12:00.

Alt klappede og kl. 12:05 gik vi om bord på London Eye i en kabine, der kan rumme 15-20 personer. De 30 minutter, som turen varede, gik hurtigt. Udsigten var fænomenal selv om det var diset. Lasse havde frygtet turen men han måtte også overgive sig. Han var klar til at tage en tur mere!

Så var det spisetid. Lasse og Vibe bestemte, at vi skulle spise pizza, så vi fortsatte vores turistbustur op mod Madame Tussaud. Ved Green blev vi atter smidt af bussen. Så valgte vi at skifte til undergrundstog og i løbet af 10 minutter stod vi ved Baker Street, tæt på vokskabinettet Madame Tussaud.

Vi fandt en Pizza Hut og det viste sig at være et godt valg - selv om vi blev placeret tæt på døren, der blev åbnet og lukket i et væk. Og det var ikke varm luft, der blev lukket ind... (Så uheldig var vi også dagen før på den indiske restaurant).

Kl. 15 var vi klar til at se Madame Tussaud. Vi havde hjemmefra bestilt dobbeltbilletter til London Eye og Madame Tussaud. Der var penge at spare men på bekostning af, at du på forhånd skulle bestemme dig for hvilken afgang, du ville tage med London Eye.

På Madame Tussaud var der sket en hel del, siden jeg sidste gang var her. Voksfigurerne var rykket frem på gulvet, så gæsterne kunne se og røre figurerne - eller blive fotograferet sammen med dem! Det var en fornøjelig oplevelse at møde alle de kendte nulevende og historiske personer. Jeg fik bl.a. en god snak med fodboldspilleren Pele.

Min konklusion efter besøget var, at tiden er løbet fra vokskabinetterne. Vi oplever efterhånden så meget i vores hverdag, så vi er svære at imponere. Dertil kom, at det både var dyrt at komme ind - og der var mange gæster, så nej, det var ikke anbefalelsesværdig.

Kl. 16:45 gik det tilbage til hotellet. Først med undergrundsbanen retur til Green, hvor vi fortsatte vores sightseeing bustur. Og vi endte således med at blive sat af samme sted, som vi var startet først på dagen.

Lasse og Vibe myldrede tilbage til hotellet mens Marie og jeg fik handlet ind til aftensmad. Det blev til lidt brød, pålæg og ost.

Vi var trætte af dagens mange oplevelser og der var ro i hytten ved 21-tiden.

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12